Se hele projektet her
Billedserie
Vær kreativ med krydsfiner
Østenfiner, birkefiner, tagfiner… Der findes mange varianter, når det kommer til krydsfiner og mindst lige så mange anvendelsesmuligheder, som kan give dig kreative løsninger i din bolig til en overkommelig pris. Vi har samlet nogle af de bedste eksempler fra arkitekterne i denne billedserie.
Af: Camilla Vinkel
Foto: Pernille Greve , Christina Kayser Onsgaard , mfl.
Elegante pigmenter
Normalt forbinder du nok krydsfiner med lyst træ eller en letgulnet look, men det er muligt at skabe et helt unikt udseende med eksempelvis bejdse eller en linolie tilsat pigmenter.
Her har arkitekten valgt en nærmest transparant aqua-farvet variant på skydedørene af krydsfiner, som lader åretegningerne i træet stå tydeligt frem. Det skaber et friskt modspil til de hvide bræddevægge.
Konstruktiv varme
Krydsfineren er en stærk træplade, der kan anvendes til mange konstruktioner - både i våde og tørre miljøer og til alt fra tag til gulv.
I denne bolig udgør krydsfineren, udover konstruktionen af trappen, også overfladen på væggene i trapperummet og 1. salen. Den er altså både praktisk og med til at tilføre varme og hygge til boligen.
Unikt køkken
Kan du bare ikke finde det rigtige køkken? Med krydsfiner kan du skabe dit helt eget design til en overkommelig pris.
I dette sommerhus er køkkenet snedkereret af krydsfiner og fuldstændig tilpasset behovet i huset. Samtidigt passer det perfekt ind i et hus, hvor træ er det primære materiale.
Uanet fleksibilitet
En krydsfinerplade kan virke… Tja, firkantet! Men ikke desto mindre, så er det faktisk muligt at modellere den til at være fleksibel og buet, som her. Teknikken kaldes også formspænding, hvor man bruger vand og varme til at få pladen til at indfinde sig i den ønskede form.
Det er altså muligt med selv et forholdsvist billigt materiale som krydsfiner at skabe spændende og unikke løsninger i din bolig, når blot du kender de rigtig teknikker.
Inviterende inventar
Indbygget inventar kan spare dig for uigennemtænkte og dyre møbelløsninger, og det er et stort plus, at det er fuldstændig tilpasset dine behov og din boligs arkitektur.
Krydsfineren er nem at bygge med og findes med mange forskellige trætyper som overflade, og du kan derfor få en løsning, der matcher din stil uanset om det er birk, eg, teak eller noget helt fjerde, som får dig op af stolen.
Her har arkitekten tegnet en elegant og rummelig løsning og krydsfiner med en overflade af birkefiner.
Endeløse funktioner
At bruge krydsfiner som en usynlig del af gulv- eller tagkonstruktion er ikke uvant, men i denne bolig indgår fineren også i to synlige og markante dele af boligen. Både skabene i køkkenet og akustik-lamellerne i loftet, er lavet af finer.
Materialet er altså ikke bare prisvenligt, men byder også på endeløse muligheder for kreative løsninger.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.