Guide

Funkisvillaens faldgruber

Funkisvillaen er en fantastisk bolig, men også en svær størrelse at håndtere! Vi giver dig her en række råd til, hvordan du vedligeholder og renoverer din funkisvilla uden at ødelægge den helt særegne arkitektur.

Funkishuse er svære at ombygge

Flytter du ind eller bor du i en funkisvilla fra1920’erne eller 1930’erne, kan du som i andre ældre huse ikke undgå at skulle skifte slidte elementer ud, ombygge eller måske bygge til på et tidspunkt. For huse bliver brugt og slidt og ting går i stykker. Ligesom nye generationer får nye behov.

Hver gang du laver om på et funkishus, er der dog fare for, at du piller for meget ved husets arkitektoniske form og karakteristika. Da de funktionalistiske huse er total renset for unødvendige detaljer, kommer der enormt fokus på de få detaljer, der er. Funkishuset som hustype er derfor særlig sårbar over for ændringer og er trods deres gennemtænkte arkitektur - derfor ikke særlig fleksible.

Da funkishuse samtidig er enormt sjældne, er det ekstra vigtigt, at du søger rådgivning hos en erfaren arkitekt, inden du laver ændringer.

Tænk helt enkelt og funktionelt, når du skifter ud

Som i andre huse vil det typisk være køkkenet og badeværelset, der først trænger til at blive skiftet ud. Men skulle de mod mange odds stadig være i huset og ikke være helt slidt ned, bør du ikke skifte det ud, men friske det op med omtanke. Måske kan køkkenet fungere igen, hvis du blot hæver bordpladen, maler lidt og skifter fliserne på væggen ud med nogle nye.

Er der ingen vej uden om et nyt køkken eller badeværelse, skal du gå efter løsninger i god kvalitet og et helt enkelt design, så du undgår stilforvirring. Det vil sige ingen larmende mønstrer, romantiske detaljer eller kompromis med funktionen.

Samme rettesnor skal du bruge i alle valg fra carport til havelågen og trappen ved indgangen eller nyt tag. Er du i tvivl, kan du se på gamle billeder af funkisvillaer og finde lignende løsninger.

Funkishusenes karakteristiske spinkle jernvinduer, er det dog svært at finde på ny, med mindre du er klar til at bruge en stor formue. Men samtidig vil de højst sandsynlig holde meget dårligt på varmen sammenlignet med vinduer i dag. I stedet for at gå på kompromis og vælge et nyt og moderne vindue, der bryder stilen og virker klodset i funkishuset, kan du få sat et forsatsvindue i og på den måde bevare de originale vinduer.

Gentænk ønsket om en tilbygning

Tilbygninger er generelt en svær disciplin at få til at fungere. Men vil du lade dit funkishus knopskyde, skal du virkelig holde tungen lige i munden. Funkishusenes færdige form og nøje proportionerede form og balance er nemlig svær ikke at sætte ud af kurs.

Mangler du plads, bør du derfor i første omgang undersøge, om du i stedet kan slå et par rum sammen eller lave en ny planløsning.

Rum er ofte ikke større end nødvendigt i funkishuse, og kan derfor virke små for moderne familier i dag. Men man skal alligevel ikke bare rive vægge ned uden at tænke sig om, da ruminddelingen også er en del af det karakteristiske ved den funktionalistiske arkitektur, hvorfor en sammenlægning kan være skyld i tab af arkitektoniske og komfortmæssige kvaliteter.

Er der ingen vej uden om en tilbygning, bør du genbruge husets linjer, geometri og farver og ikke gøre tilbygningen så stor, at den tager fokus og magten fra hovedhuset. Igen er det dog en linedanserværdig balancetur, da funkishusene er så enkle, at det er svært. Du bør derfor søge rådgivning hos en arkitekt..

Fordele og ulemper ved funkishuse fra 1920'erne og 1930'erne

Fordele 

  • Veltænkt planløsning og store, gode rum
  • Gode lysindfald, da vinduerne er placeret efter lys og udsigt og ikke symmetri på facaden
  • God kontakt til haven med store vinduer, terrasser, altaner og sydvendte stuer
  • En minimalistisk og ren stil, der stadig er meget moderne og eftertragtet og passer godt til den skandinaviske stil og mentalitet.

 

Ulemper 

  • Behov for en del vedligeholdelse. En pudset facade kan jævnligt få revner og se beskidt ud, hvis ikke den jævnligt bliver pudset, ligesom jerndrager over vinduet kan rustne.
  • Rækværk, vinduer og andre detaljer kan være svære og dyre at vedligeholde og skifte ud, når de er slidt ned, da ens produkter er stort set umulige at finde.
  • Det flade tag har let ved at blive utæt
  • Hjørnevinduer og altan kan være uden tilstrækkelig bæreevne.