Billedserie

Gode opbevaringsløsninger til køkkenet

Stegepander, krydderier, kaffemaskiner, kogebøger og ikke mindst sulte børn. Der skal være plads til meget i et køkken, hvilket kalder på de helt rigtige opbevaringsløsninger. Bliv inspireret af 10 kreative og funktionelle løsninger, som du finder på siden her.

En hylde, der vil frem i verden

I dette køkken, tegnet af arkitekt Anders Barslund, insisterer hylden på at få plads, også selvom den skærer ind over et vindue. Et utraditionelt valg, der giver et flot grafisk formsprog samt mere opbevaringsplads. Den blå farve på væggen stabiliserer udtrykket ved også at skabe en horisontal linje. Modigt og vellykket.

Frem med drejebænken

Originale detaljer giver hjemmet sjæl og charme - også i køkkenet. I dette køkken er en gammel drejebænk blevet forvandlet til et bord til familiens mange kaffemaskiner. Et sjovt påfund, fra arkitekt Uffe Topsøe-Jensen, der kombinerer fornuftig opbevaring og æstetik. Køkkenet indeholder ud over drejebænken også andre møbler af træ, hvilket skaber et flot sammenspil mellem materialerne.

Skillevæg og bogreol i ét

Halvvæggen adskiller køkkenet fra entréens gangareal. Samtidigt er væggen en reol med indbyggede hylder, hvor mange forskellige bøger har fået plads. Halvvæggen har arkitekt Jørgen Dahlgaard fået til at fungere som et bindeled mellem køkken og stue, da den i sine to funktioner både tilgodeser behov i køkkenet (at fungere som en slags køkkenø) og behov i stuen (at fungere som reol).

Kaffemaskinen får eget hjørne

Kaffe er for mange et vigtigt brændstof. Derfor har arkitekt Morten Dalsgaard sørget for at kaffemaskinen har fået sin helt egen særlige plads i dette køkken. Samtidigt er der skabt mere bordplads, når kaffemaskinen er placeret i hjørnet. Køkkenet ser derudover pænt og ryddeligt ud, når køkkenmaskiner ikke står fremme på køkkenbordet.

Smal skænk

Familien ombyggede det gamle statslånshus med hjælp fra arkitekt Tom Mose, og tilføjede blandt andet udgang til baghaven fra køkkenet af. Udgangen giver lys og luft, men samtidigt er pladsen i hjørnet af køkkenet udfordret. Familien har dog sikret gode arbejdsgange og fin opbevaringsplads ved at bruge en særligt smal skænk.

Minimalistisk opbevaringsvæg

Arkitekt Anders Lind står bag dette specialdesignede snedkerkøkken til en privat bolig på Frederiksberg. Køkkenmodulerne er fremstillet i egetræ med indbyggede greb, og bordplade i marmor, mens der på væggen er prioriteret en smuk, lys opbevaringsvæg med skabe. De kvadratiske fronter sikrer et minimalistisk udtryk samtidigt med at skabene gemmer rodet væk og sikrer masser af opbevaring i køkkenet.

Viktualierum giver ryddet køkken

Køkkenet, i dette hus ombygget af arkitekt Morten Dalsgaard, fremstår pænt og ryddet, og det gør det blandt andet på grund af hjemmets spisekammer - også kaldet et viktualierum. I køkkenets skuffer opbevares køkkenudstyr og i viktualierummet opbevares madvarer. På den måde undgår familien masser af små proppede skabe og det evige puslespil med at få plads til det hele, når de kommer hjem fra supermarkedet. Nu har de et helt rum til det.

Skab skabt af vinduer

I køkkenet i herskabslejligheden er der lavet en speciel opbevaringsløsning, som er tegnet af arkitekt Julie Trier Brøgger. Her har man bygget et skab af gamle vinduer. Skabet giver det moderne og minimalistiske køkken sjæl, da skabet har en stemning af romantik og landkøkken. Et overraskende mix som fungerer rigtig fint. Er du blevet inspireret til et lignende projekt, findes der hjemmesider som genbyg.dk, hvor du kan købe gamle byggematerialer – blandt andet vinduer.

Et rigtigt sidekick

Er du løbet tør for skabsplads, og er dit køkkenets indretning ikke lige at rykke ved, så er det godt, at det kun kræver gulvplads for at installere et rullebord - den helt perfekte hjælper. I køkkenet her, som er tegnet af arkitekt Rasmus Skaarup, bruges rullebordet til at opbevare køkkenmaskiner, kogebøger og tallerkner. Da rullebordet er af metal, passer det godt til køkkenets stil, som er minimalistisk og hvidt.

Indbyggede højskabe

I dette luksuriøse køkken, tegnet af arkitekt Søren Sarup, er de indbyggede højskabe en særlig fed detalje. De flugter med væggen, hvilket skaber god plads i gangarealet omkring køkkenet. På meget lidt plads kan skabene indeholde mange forskellige køkkenredskaber. Samtidigt har skabene en dramatisk mørk farve, der matcher resten af køkkenet.