Arkitektens 5 bedste tips til udestuen

Velfærdsknast. Vinterhave. Orangeri. Udestue. Kært barn har mange navne og tjener mange forskellige formål. Arkitekt Thomas Hjort giver sine bedst tips til, hvad du skal have med i dine overvejelser, hvis du drømmer om at få en.

Af: Line Jensen
Foto: Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

1. Vær bevidst om, hvad du vil bruge udestuen til

Hvor stor kan og skal den være? Skal der være udekøkken? Skal den bruges til yoga og meditation? Skal den danne ramme om familiemiddage i det tidlige forår eller skal den være et frodigt mekka for eksotiske planter?

En udestue har sine begrænsninger og vil ikke kunne opfylde alle behov på samme tid, så gør det klart fra start, hvad du vil bruge den til. Hvilken funktion den skal have er nemlig afgørende for både materialevalg og placeringen af den.

GRØN OASE // Drømmen om et orangeri havde længe rumsteret i tankerne hos beboerne i det fine rødmurede Bedre Byggeskik-hus fra 1930’erne. Med hjælp fra arkitekt Thomas Hjort fra m4 Arkitekter fik de realiseret drømmen om en grøn oase i boligen. KLIK på billedet for at se mere til huset.

2. Tænk over placeringen

I en syd- og sydvestvendt udestue vil du med al sandsynlighed smelte væk på sommerdage, mens du i en nord- og nordøstvendt udestue vil kunne skabe et behageligt indeklima, der egner sig til fordybelse med en god bog eller familiemiddage. Til gengæld er en sydvendt placering helt optimal, hvis du ønsker at bruge den til dyrkning af planter og træer.

Overvej, om udestuen skal bygges sammen med det eksisterende hus, eller om den skal være fritliggende. Tænk også over, hvor du placerer døre, så du får en god sammenhæng mellem hus, have og udestue.  

Arkitekt Thomas Hjort deler her sine bedste tip til udestuen. Han arbejder på tegnestuen m4 Arkitekter.
LANDLIG IDYL // Fritstående udestue, hvor tankerne ledes hen på en klassisk dansk længegård, hvor stalden er skiftet ud med et praktisk rum til dyrkning af planter. Arkitekt er Rasmus Bak. KLIK på billedet for at se mere til hjemmet.

3. Sørg for udluftning

Sørg for, at der kan luftes ud i udestuen hele året rundt – også når du ikke bruger den. Brug penge på en mekanisk ventilationsløsning, som automatisk sørger for at skifte luften ud, når der bliver for varmt og fugtigt. Ventilation er med til at udligne store udsving i temperaturen og forebygger fugtproblemer.

FORLÆNG ÅRSTIDERNE // En nordvest vendt placering danner rammen for denne skyggefulde oase, hvor der er rig mulighed for at forlænge årstiderne. Placeringen gør, at temperaturen ofte er ca. 10 grader over udetemperaturen i kolde perioder, mens automatiske vinduer og ventilation sikrer, at udestuen ikke bliver overophedet. Arkitekt er Finn Strabo. KLIK på billedet for at se mere til udestuen.

4. Vælg materialer med omhu

Gå efter materialer, som kræver minimum vedligeholdelse, og som kan modstå de vekslende årstider og temperaturer i udestuen. Bliver den brugt til dyrkning af tomater og andre kuldskær planter, vil du skulle forvente en høj luftfugtighed, som med tiden vil sætte sine spor.

Ved at vælge robuste materialer, vil udestuen kunne holde længere tid, før du skal i gang med udskiftning af materialer samt malerarbejde. Typen og tykkelsen af glas er ligeledes med til at definere det bedst mulige indeklima, afhængig af hvad udestuen skal anvendes til.

KONTAKT TIL HAVEN // Materialer i høj kvalitet og som er nøje udvalgt for at videreføre detaljer fra hovedhuset, kendetegner denne tilbygning, som har til formål skabe bedre kontakt til haven. Arkitekt er Jørgen Dahlgaard. KLIK på billedet for at se mere til huset.

5. Vær konsekvent omkring udtrykket

Det kan både lade sig gøre at videreføre detaljer, materialer og farver, så udestuen og huset får et sammenhængende udtryk – eller at gå i den helt anden grøft og vælge materialer til udestuen, som står i kontrast til huset. Uanset om du vælger det ene eller det andet, så vær konsekvent i dine valg.

TÆT FORBINDELSE // Udestuen fungerer som en naturlig forlængelse af boligen. Der er værnet om de klassiske materialer i høj kvalitet. Arkitekt er Kim Pretzmann Olesen. KLIK på billedet for at se mere til huset.