Billedserie

10 alkover og nicher, der inviterer til hygge

Brug hjørner og kroge i boligen til nicher og alkover. De indbyggede møbler giver hygge og personlighed dit hjem, samtidig med at du får mere ud af dine kvadratmeter. Bliv inspireret af 10 vellykkede alkover og nicher fra arkitekterne her.

Snedkerkøkken med indbygget læsekrog

Et snedkerkøkken med indbygget læsehjørne er omdrejningspunktet i denne lejlighed, der ligger på havnefronten og har udsigt til Lillebælt. Lejligheden er ombygget af arkitekt Erik Nord, der har brugt det maritime miljø som inspiration til både materialevalg og formgivning. Det skræddersyede inventar har afrundede former og detaljer i messing.  

Plads til gæster, højtlæsning og syarbejde

Denne niche fungerer som lidt af et multimøbel. I den ene ende er der plads til hygge og en overnattende gæst. Det bløde sæde er nemlig nøjagtig så langt, at der kan ligge en person og sove. I den anden ende er der plads til syarbejde eller arbejde ved computeren. Og langs hele det indbyggede møbel i smukt egetræ er der plads til bøger og anden opbevaring.

En fredfyldt niche i sommerhuset

Alkover og nicher er oplagte som små og intime pauserum i sommerhuset. Her gælder det nemlig om at komme ned i gear og leve et andet og mere roligt liv end i hverdagen. Den indbyggede alkove her i sommerhuset af arkitekt Julie Reinau er placeret i mellem køkken og opholdsrum. Siddenichen bliver flittigt brugt, for her kan man følge med i, hvad der foregår i flere rum samtidig med at man kan nyder udsigten til sommerhusets fine atriumgård.  

Hygge under skråvæggen

Familien i denne 60’er-villa ønskede sig en ny planløsning, så den blev mere funktionel for en børnefamilie. I det nye køkkenalrum på førstesal har arkitekt Erik Nord tegnet en løsning, der giver mulighed for at store og små kan være sammen, mens der laves mad. En åben alkove giver plads til hygge og højtlæsning, samtidig med at den binder køkkenet og en lille legekrog sammen. 

En hilsen fra 70'erne

70'er villaens nye køkkenalrum har fået en smuk panelvæg i træ med indbygget siddeplads. Arkitekt Sebastian Gram Friedrichsen fra Nordpil Arkitekter, der har stået for ombygningen, har lagt stor vægt på at tilpasse de nye nye løsninger til huset oprindelige stil og arkitektur.

 

Hyggekrog i skorstenen

Den store skorsten i groftskåret skifer går hele vejen gennem huset. Forneden har arkitekt Jesper Korf indrettet en niche til brænde, mens der på førstesalen er blevet plads til en hyggelig, lun siddeplads. Hvis det bliver mørkt, kan det indbyggede spot lyse op. Her er det familiens yngste, der hygger med en bog.

Indrammet udsigt

Gør badeværelset til mere end et praktisk rum ved at bygge en hyggelig niche, man kan sidde i. Her i huset ombygget af arkitekt Allan Lorenzen er nichen en del af et stort indbygget møbel i egetræ, der forbinder badeværelse med stuen og nænsomt lader dem glide sammen uden døre eller andre begrænsninger. Skiftet i rumfunktionerne kan dog anes, idet materialet på gulvet skifter.
Vinduesnichen giver samtidig et smukt indrammet kig til naturen, som var det et stort indrammet maleri.

 

Få din egen plads i reolen

Byg en siddeplads ind i din bogreol, når du alligevel får en snedker til at skræddersy den til din væg, så er der ikke langt til en ny roman, når der hygges i de sene aftentimer. Samtidig sparer det dig plads i forhold til en ekstra sofa eller lænestol og er en overraskende detalje, der giver personlighed til dit hjem.

Genialt entré-møbel

En siddeniche er oplagt i en entré. Her kan du sidde i ro og mag og tage sko og støvler på. Samtidig er der masser af opbevaringsplads til frakker, sko og huer. I dette hjem af arkitekt Rasmus Skaarup fungerer siddenichen desuden som hyggekrog til en god historie eller film på iPaden og giver på den måde familien et ekstra opholdsrum, uden de reelt har lavet et ekstra rum.

Perfekt til det enkle liv

Indbyggede møbler, kan gøre dit liv mere simpelt. For når møblerne står, hvor de står, er der ingen grund til at bruge kræfter på at rykke rundt, smide ud eller købe nyt. Det var tankegangen hos familien i dette sommerhus af arkitekt Lotte Elkiær, der derfor har tænkt flere af husets møbler ind i arkitekturen fra start. Blandt andet denne siddeniche, der gør det ud for en sofa. Det smukke træ med dekorative knaster er ludbehandlet fyrretræ.