Sådan indretter du det perfekte bryggers

Bryggerset er uundværligt for de fleste, men bliver alligevel ofte glemt, når boligen skal opgraderes. I arkitekt Jan Smidt Andreasens eget bryggers bliver funktion og æstetik flot forenet. Her giver han sine bedste råd til det nyttige rum.

Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Steffen Stamp, Pia Enghild og Andreas Mikkel Hansen

Med sine varme egetræsfronter og et gulv af råt beton er arkitekt Jan Smidt Andreasens bryggers pænere end de flestes.

- Det er altid en god idé at gøre noget ud af materialerne i et rum. Også i bryggerset, for så bliver der rarere at være, siger Jan Smidt Andreasen, ejer A1 tegnestue og er medlem af Danske BoligArkitkter, og fortsætter:

Arkitekttegnet bryggers i smukt egetræ
Arkitekt Jan Smidt Andreasens eget bryggers er bygget i smukt egetræ, der passer til detaljer i resten af huset. TRYK PÅ BILLEDET FOR AT SE HELE HANS FLOTTE HJEM.

- Egetræ og beton passer godt sammen og giver en rigtig god kontrast og stoflighed. Jeg overvejede klinker, men synes, at det ville blive for voldsomt. Samtidig er det robuste materialer, der er praktiske og nemme at holde, og det er vigtigt i et bryggers.

SE OGSÅ: Gør din bolig levende med træ

Materialerne matcher resten af husets. Men selvom bryggerset også godt må være pænt og rart at opholde sig i, er det funktionen, der er vigtigst. Derfor har Jan Andreassen gjort meget ud af opbevaringspladsen.

Udnyt pladsen i bryggerset

-  Det gælder om at udnytte hver en kvadratmeter, så der er plads til både støvsuger, vasketøj, tørretumbler og alt det andet. Derfor har jeg indrette bryggerset med masser af opbevaringsplads og lavet en løsning med skuffer i halv dybde foran elinstallationerne i skabene. Plads, de færreste får udnyttet.

SE OGSÅ: Få plads til det hele - geniale løsninger til din opbevaring

Bryggerset er blot 7 m² stort. Men ifølge Jan Smidt Andreasen er det også en fin størrelse, for et bryggers bør være på mellem 7-12m².

Når man beslutter størrelsen og indretter, er det som i andre rum vigtigt at tænke sine rutiner igennem og få overblik over, hvad rummet egentlig skal bruges til.

- Mange glemmer, at der skal være plads til at stå et tørrestativ. Hvis der ikke er plads, kan man evt. montere et stativ på væggen og gøre plads på den måde. Det er ærgerligt at have et bryggers, men stadig skulle have sit våde tøj hængende i stuen.

SE OGSÅ: 5 gode gulve til dit køkken

Herudover er god arbejdsplads med en ordentlig bordplade og en stor vask afgørende. Tænk desuden over at have vasketøj og arbejdsbord, hvor du skal lægge tøj sammen, tæt på vaskemaskinen og tørretumbleren. De to maskiner kan med fordel stå oven på hinanden.

-  Det er oftere plads i bredden, man har brug for i bryggerset, end i højden. Samtidig kommer maskinerne op i en bedre arbejdshøjde. Her kan man også - modsat mit skab over maskinerne, placere et skab eller en skuffe under, og på den måde løfte dem lidt op, siger Jan Smidt Andreasen.

Arkitektens bedste bryggers-tips

Vælg gode og praktiske materialer. Blot en lækker bordplade vil gøre rummet rarere. Vælg beton eller klinker på gulvet og ikke træ, da det skal kunne tåle fugt, vand og mudder.

- Dagslys er vigtigt for ens velbefindende. Også i bryggerset. Husk derfor at vælge et rum med vindue, eller få lavet et. Er bryggerset ikke placeret ud til en ydermur, kan du. indsætte et ovenlys.

- Opbevaring, opbevaring, opbevaring. Lav masser af opbevaringsplads og skærm gerne af med låger, så det ikke ser rodet ud.

- Tænk over dine daglige rutiner og behov. Rummet er primært et funktionsrum og skal indrettes til dig, så din arbejdsgang derude blive så let som mulig.

- Planlæg nøje med VVS og elektriker omkring installationer i skabene så de fylder mindst muligt. 

Bryggers-indretning i gangen i nybygget hus af arkitekt Rasmus Skaarup
I bryggers i huset bygget af arkitekt Rasmus Skaarup, har familien indrettet bryggers i fordelingsgangen ned til børnenes værelser. På den måde går ingen kvadratmeter til spilde, og familiens mor Marie kan lægge vasketøj sammen, mens hun holder øje med, at børnene falder i søvn. SE MERE FRA HUSET VED AT TRYKKE PÅ BILLEDET.
Bryggers i arkitekttegnet træhus og seniorbolig.
I træhuset tegnet af arkitekt Iben Dombernowsky er bryggerset gemt bag fine låger. For her fungerer det som gennemgangsrum mellem entreen og stuen. SE MERE FRA BOLIGEN VED AT KLIKKE PÅ BILLEDET.

Vælg placering med omhu

Med rummets funktion hører også placeringen i huset. For det nytter ikke noget at placere bryggers langt fra entreen, når man har børn, der kommer ind med våde gummistøvler og mudder på knæene. Men arkitekten orkede heller ikke at kombinere entré med bryggers, som mange har det.

SE OGSÅ: 15 skønne og praktiske ideer til børneværelset

- Det er jo ikke et rum, man inviterer sine gæster hen for at se. Det er praktik og vasketøj.

Derfor er bryggerset i arkitektens nybyggede funkis-hus placeret som et tilstødende rum til entreen. På den måde kan man nemt komme derud, uden at gå igennem hele tiden. Og gæster kommer heller ikke lige forbi.

Bryggers som gennemgangsrum

Er dit bryggers et gennemgangsrum, hvor du og andre ofte skal igennem for at komme rundt i boligen, er der én ting der er vigtig.

- Gem alt vasketøj, maskiner og rod væk bag flotte låger, så der ser pænt ud, og ikke er så bryggers-agtigt. Det er desuden vigtigt, at du kan lukke rummet ordentligt af med en dør, så du inde i stuen ikke hele tiden skal høre på vaskemaskinens rumlen, siger han.


Se også disse historier