Er børnene flyttet? Det kan du bruge de ekstra kvadratmeter til

Når børnene flytter hjemmefra, har du pludselig masser af plads. Men ofte den forkerte plads og et hjem, hvor planløsningen ikke rigtig giver mening mere. To arkitekter kommer her med deres bedste råd til, hvad du kan gøre med de ekstra kvadratmeter.

Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Christine Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Den sidste teenager er flyttet hjemmefra, og nu står du med to - måske tre eller flere - rungende tomme værelser. Ligesom bryggers, køleskab og sofaen pludselig også føles lidt store og tomme.

-  Det er kun en time siden, at jeg havde en kunde i røret, der havde præcis det her problem. Så det er en meget almindelig udfordring, siger arkitekt Nanna Bering fra tegnestuen NB Ark og fortsætter:

-  Men det er typisk også netop her, når børnene er flyttet, at mange for første gang, siden de købte boligen, da børnene var små, begynder at overveje deres boligsituation og stille spørgsmålet, om de bare skal flytte, eller om de skal blive boende og gentænke boligen på ny?

Umiddelbart kunne man tænke, at det må da bare være positivt med et par ekstra rum. Men er pladsen ikke den rigtige, er de ekstra kvadratmeter ikke en fordel for livet i boligen.

-  Det er fedt med ekstra plads, hvis det giver luft, men det er ikke rart, hvis det betyder en masse tomme rum. For det er ikke hyggeligt at bo i et hjem med døde kvadratmeter, der ikke bliver brugt.

-  Og så er det jo spild af plads, siger arkitekt Julie Trier Brøgger fra Zoom Arkitekter.

Slå værelser sammen

Vælger du at blive boende i din bolig, bør du ifølge de to arkitekter udnytte muligheden til at kaste alle bolde op og tænke boligen forfra. For når livet ændrer sig, ændrer behovet til boligen sig også. Og det behøver langt fra kun være dårligt, at de små poder nu er blevet store og flyttet hjemmefra.

-  Når man ikke har børn derhjemme mere, er det nemmere at indrette sig, så ens hverdag bliver lettere med vasketøj og lign. fordi man har pladsen til det, siger Julie Trier Brøgger.

 

Hun opfordrer derfor til, at man tager et grundigt kig på planløsningen og alle de mange finurlige løsninger, man gennem årene har lavet for at få plads til familielivet og lidt privatliv til hver især.

- Bor man fx i byen i en lejlighed, vil der typisk være fyldt med masser af små kroge og indbyggede møbler og løsninger, for at man kunne være der med sine børn. En hel labyrint, siger Julie Trier Brøgger og fortsætter:

-  Så når børnene er flyttet, kan man få rigtig meget ud af at rive det ned, fjerne alle de små rum og åbne de før upraktiske en suite-døre på ny. Det vil give masser af lys og luft samt få lejligheden tilbage til dets oprindelige udtryk.

Julie Trier Brøgger nævner blandt andet den ofte smalle og mørke fordelingsgang som et rum, man med fordel kunne inddrage i fx i køkkenet, så det bliver et køkkenalrum.

Og det er arkitekt Nanna Bering meget enig i.

-  Det kan generelt være en god ide at slå værelser sammen til færre rum. Det kan man også gøre ved at slå et værelse sammen med køkkenalrummet, så der er plads til, at både børn og børnebørn kan komme på besøg, siger Nanna Bering.

Da mange boligkøbere er børnefamilier, kan det dog af hensyn til salgsværdien være en god idé at tænke over, at man forholdsvis nemt kan genetablere værelser, fx ved at undgå at placere installationer til køkkenet uhensigtsmæssigt.

Gæsteværelse og hobbyrum i ét

Er børnene eller anden nær familie flyttet til en anden landsdel eller helt til udlandet, kan det være rart at have plads til overnattende gæster på andet end en tynd foldemadras på stuegulvet.

Men så burde du måske alligevel bare beholde de gamle børneværelser?

-  Nej, så skal rummene have en anden funktion i det daglige, siger Nanna Bering hurtigt og uddyber så:

-  Det kan være multifunktionelle løsninger, der både kan gøre plads til hobbyrum, hvis man fx har en fritidsinteresse, og en soveplads.

Netop sådan et møbel har arkitekt Julie Trier Brøgger lavet en genial version af.

Da hun for nogle år tilbage skulle ombygge en lejlighed på Østerbro, ville ejerne nemlig gerne have plads til, at børnene stadig kunne overnatte, men ikke bruge et helt rum på det.  

-  Her endte jeg med at lave en dobbeltseng, man kunne klappe op og ned i bogreolen. Når børnene ikke er der, er rummet kontor, og når børnene er der, er det gæsteværelse, fortæller Julie Trier Brøgger og tilføjer:

-  En løsning man jo også sagtens kan lave i stuen, fordi den netop kan klappes op og ned.

Arbejd hjemmefra eller få en hobby

Men den ekstra plads kan også give dig mulighed for at få nogle af dine mange drømme opfyldt.

-  Mange vil gerne have et værksted eller kaste sig over at sy eller male. Og med overskydende kvadratmeter, kan man pludselig med god samvittighed tillade sig at brug plads på det i sin bolig, siger Nanna Bering og fortsætter:

Har du mulighed for at trappe ned til færre arbejdstimer, eller altid drømt om at starte egen virksomhed, kan et godt kontor også være en god måde at give pladsen ny værdi.

Lej din bolig ud og lad andre flytte ind

-  Der er også rigtig mange, der lejer et værelse eller en afdeling af boligen ud, siger Nanna Bering.

Hun nævner blandt andet, at det kan være en god løsning fx at leje hele førstesalen ud, hvis man er glad for sin bolig, men er lidt nervøs for, at den er i to etager, når man bliver ældre.

-  Men lejer man ud, er det en fordel, hvis man har lavet separat indgang og badeværelse, som lejeren kan bruge, siger Nanna Bering.

Tænk fremtiden ind, mens børnene bor hjemme

Men faktisk burde du have tænkt alle de her scenarier ind for flere år siden. Er man god til at se ind i glaskuglen, når man laver ændringer, mens børnene er små, vil det nemlig vær lettere at tilpasse boligen, når de engang flytter hjemmefra.

-  Man skal hele tiden tænke, hvad ligger ved siden af de rum, jeg laver nu? Bygger man en ny teenageafdeling på i den anden ende af boligen, kan man så inddrage det senere hen og slå det sammen med et andet rum eller køkkenalrummet?, siger Julie Trier Brøgger.

Mangler man plads, når børnene bliver større og vil have hvert sit værelse, råder arkitekt Nanna Bering også til, at man ikke blindt bygger til, men tænker fremtiden med ind. For i sådan en situation kan et anneks i haven faktisk være smartere.

-  Det vil gøre den mere anvendelig til senere udlejning eller egen virksomhed, hvis man har overvejet det, Og den ældste teenager vil elske at bo der, siger hun.


Se også disse historier