Billedserie

Giv din bolig karakter og stemning med smukke materialer

De hvide, glatte lofter og vægge får konkurrence i boligen i disse år, hvor der er stort fokus på materialer, man kan røre, dufte og forkæle øjet med. Bliv inspireret af arkitekternes mange gode ideer her og få en bolig, der taler til sanserne og er fuld af karakter.

Fuld af kontraster

Miks naturmaterialer og kunstmaterialer som her i den gamle lade ombygget af arkitekt Hanne Lind-Bonderup. Den moderne halvt transparente væg af plastik mod det gamle, originale loft med træspær giver en vild kontrast med masser af karakter og stemning til boligen. På samme måde spiller de varme trævægge flot op mod det kolde beton på vægge og gulv.

Tapet i badet

På badeværelset i den renoverede gård af arkitekt Anders Barslund bryder den tapetserede væg med husets ellers enkle æstetik. Det er et effektivt virkemiddel, som gør badet til en helt ny oplevelse. Tapetet har fået syv gange lak, så den kan tåle fugten og vandet fra badeværelset. Badekarret er lagt ned i gulvet, så man rent fysisk tager et skridt nærmere naturen udenfor vinduerne.

Materialemiks i indretningen

Arkitekt Rasmus Skaarup tegnede et idéoplæg for boligejeren, som drømte om et selvbyggerprojekt på landet. Med udgangspunkt i tegningerne har boligejeren selv styret byggeriet, og er i dag næsten i mål med deres projekt. Stuen er indrettet med et miks af materialer. Forskellige træsorter, beton, messing og tekstiler giver det nybyggede hjerte-projekt en masse karakter og personlighed.

Natursten med spil

Rå og naturlige klinker som disse af lavasten giver det nybyggede hus af arkitekt Rasmus Bak stoflighed. Huset har en helt unik forbindelse til den vilde natur omkring. De store vinduer med egetræsrammer og de rå klinker trækker naturen indenfor. Der er et fantastisk spil i nuancerne og farverne i gulvet, som giver en rigtig fed effekt, og så er det en meget praktisk og holdbar sten.

Byg det ind

Hiv masser af træ ind i boligen, ved at fylde den med indbyggede træmøbler. Det er både smukt, praktisk og bæredygtigt. I boligen her af arkitekt Allan Lorenzen går reoler, skabe og skrivebord ud i et med væggene og vinduesrammerne. Og alt er i det lækreste egetræ, der kan holde sig smukt i generationer, hvis boligejerne passer godt på det.

Blød trævæg

Giv varme og liv til et rum ved at beklæde en væg med krydsfiner. I huset her har arkitekt Tom Mose Petersen samtidig udnyttet træets smidighed og lavet en blød runding for enden af væggen, der venligt inviterer besøgende videre ned ad den lange, smukke gang.

Invitér facaden indenfor

Skal du udvide dit gamle hus med en ny tilbygning, så bevar det gamle hus’ facade indenfor. Det giver en ærlighed og masser af historie til huset, samtidig med at du får glæde af murens stoflighed og stemningsfulde overflade. Her er det arkitekt Kim Pretzmann Olesen, der har bevaret sit gamle statslånshus' facade, da han byggede flere kvadratmeter på.

Som et kunstværk

Natursten som marmor, skifer og granit er enormt smukke og kan sagtens bruges på gulv, vægge og andre flader i boligen. I store mængder kan det dog virke lidt voldsomt og tungt, men på badeværelset virker det mere naturligt at skeje helt ud med sten. Det har arkitekt Rasmus Bak gjort på badeværelset her, hvor det hvide marmor beklæder både gulv og vægge. De imponerende tegninger får marmoret til at ligne rene kunstværker.

Ikke kun god lyd

Lydisolerende Troltekt-plader er ikke kun gode for lyden, de giver også boligen et løft med masser af tekstur og stemning. Her i den ombyggede bondegård af arkitekterne Uffe Topsøe-Jensen og Kira Snowman er pladerne sammen med de store rå saksepær i loftet og det rå betongulv med til at understrege gårdens simple og uprætentiøse stemning.

Formbart beton

Beton har været utroligt populært i boligen de seneste år. Især som gulv. Men med betons meget formbare evner kan det også sagtens bruges på vægge, som møbler eller trappe. Det har arkitekt Rasmus Bak udnyttet her i huset, hvor det rå beton er brugt flittigt og giver et simpelt og koldt modspil til det varme og mere traditionelle materiale egetræ.

Omringet af krydsfiner

Hvorfor overhovedet have en eneste hvid flade, når man kan beklæde både vægge, loft og gulv med træ? I annekset her tegnet af arkitekt Martin Kallesø er der, hvor end øjet kigger hen, smukke plader af østenfiner. Selv på klædeskabets skydelåger. Træet, der kun er brudt af sorte vinduesrammer, skaber en rolig stemning og forbindelse til naturen og alle træerne udenfor.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.