Billedserie

10 uderum til samvær i den friske luft

Trænger du også til at samle venner og familie og nyde det dejlige forår? Efter en lang vinter kan vi endelig(!) finde havemøblerne frem og rykke udenfor i den friske luft. Se med her, og bliv inspireret af arkitekternes lækre udeområder, der er helt perfekte til samvær under åben himmel.

Flere zoner til gæster

Arkitekt Jan Smidt Andreasen har tegnet huset her til sig selv og sin familie. De store skydedøre fra køkkenalrummet kan skubbes til side, så terrassen bliver en naturlig forlængelse af husets kvadratmeter.

Samtidig kan man holde øje med udelivet fra det ikoniske runde vindue i facaden. Den store terrasse er delvist overdækket og åben, så man kan indtage uderummet uanset vejret. Her er det oplagt at invitere venner og familie over til aftensmad i spisezonen og drinks i loungezonen.

Voksne ingen adgang

I den smukke svævende bolig af arkitekt Lars Bo Poulsen er der tænkt på alle. Husets førstesal er indrettet med et åbent multirum og en terrasse - forbeholdt børnene. Her har familiens drenge mulighed for at trække sig ud på deres eget private udeområde, og invitere venner over til hygge og gaming i den friske luft.

Pejsehygge i det fri

Arkitekt Allan Lorenzen står bag husets nye tilbygning, der tjener flere formål. Den skaber et intimt rum i haven, og så skærmer den mod indkig fra nabohuset, der ligger højt.

Uderummet er både indrettet med en rå pejs og et udekøkken under den elegante glasoverdækning. I dag er det her i haven, boligejerne opholder sig allermest, og når der er ild i pejsen, kan de sidde ude både forår, efterår og vinter.

Plateau i træ

Fra den nye tilbygning af arkitekt Jan Smidt Andreasen er der direkte adgang til en hævet træterrasse. Foldedøren kan skubbes helt til side så træterrassen bliver et ekstra rum. 

Træterrassen smelter ud i haven, hvor man finder endnu en terrasse med spiseplads, og en gynge i et smukt, gammelt træ. Her kan børnene lege, mens de voksne har et godt overblik fra plateauet.

Træterrasse på tegnebrættet

På arkitekt Lars Christensens tegnebræt finder vi denne fine tilbygning, hvorfra der er adgang til en stor sydvendt træterrasse. 15 m2 af terrassen er overdækket og hævet i niveau, hvilket skaber variation i udtrykket og flere forskellige funktioner. Terrassen er tænkt ind i huset på lige fod med de indvendige rum, så her er udelivet i højsædet.

Masser af plads

Fra balkonnen er der kig ned til husets største terrasse, der vender mod syd. Ejerne er især begejstret for granitsoklen, der er blevet en perfekt siddeplads på terrassen samtidig med, at den afgrænser. Huset er tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen, der har placeret den store terrasse, så der er mest muligt sol. Her kan man holde større fester i den dejlige sol.

Skåret ind i facaden

Foran det nybyggede hus af arkitekt Rasmus Bak ligger køkkenet med direkte forbindelse til en åben terrasse med plads til gæster og adgang til haven.

Den overdækkede terrasse skærer sig ind i bygningskroppen, hvilket danner en hyggekrog der er oplagt til bløde møbler. Den afskærmede terrasse giver rig mulighed for at være ude flere timer i løbet af året.

Altan med udsigt

Med udsigt til skov og sø ligger denne villa, hvor arkitekt Søren Sarup har placeret leverummet på førstesalen, så boligejerne får det optimale ud af den gode beliggenhed.

Fra husets leverum er der adgang til en sydvendt altan, der både kan bruges til afslapning alene eller til samvær med gæster. Store foldedøre kan skubbes til side, så leverummet bliver endnu større. Hvem vil ikke nyde udsigten og solen på den her altan?

Ude eller inde?

Arkitekt Lotte Elkiær har tegnet sommerhuset her, hvor udeområdet i den grad er tænkt ind i arkitekturen. Køkkenet er omringet af glasdøre, der kan skubbes til side, så indekøkkenet bliver en forlængelse af udekøkkenet og omvendt.

Husets tag bliver til trærammer om uderummet, der igen bliver til en bænk og plantekasser. De fine trærammer om uderummet er perfekte til at hænge hængekøjer i som her.

Ude-hygge på flere plan

Denne klassiske murermestervilla ligger på en skrånende grund, så haven var meget svær at indrette. Arkitekt Lars Skinhøj Christensen har både tegnet en tilbygning og terrasser i flere niveauer.

Øverst er der udgang til en stor tagterrasse, hvor man kan drikke kaffe, mens man nyder udsigten til naturen og resten af haven. Den dynamiske have i flere niveauer giver mulighed for at skabe mange hyggelige kroge med forskellige formål.